23948sdkhjf

Fyret Føtex-ansat har fået en undskyldning

Føtex vil nu revidere virksomhedens regler, retningslinjer og instruktioner til nyansatte.

I sidste uge trak det overskrifter i flere medier, at 18-årige Mia Frandsen blev fyret fra sit job i Føtex i Ebeltoft, fordi hun havde spist af en ødelagt kanelsnegl.

Nu har hun fået en undskyldning, skriver Avisen.dk.

Mia Frandsen har mandag holdt møde med Salling Groups HR-chef Lars Rønnow, formand for HK Handel Østjylland Cliff Præstegaard og sine forældre.

- Lars (Rønnow, red.) har givet mig en undskyldning. Det var det, jeg håbede på, siger Mia Frandsen til Avisen.dk.

Hun har sammen med Lars Rønnow skrevet under på en erklæring, som understreger, at hun ikke er bortvist, men i stedet fyret. Det betyder, at hun i fremtiden godt må søge arbejde i en af Salling Groups forretninger.

Mia Frandsen blev faktisk også tilbudt sit gamle arbejde tilbage, men det takkede hun pænt nej tak til. Hun har tidligere sagt til Avisen.dk, at hun ikke har lyst til at arbejde under sin tidligere chef igen.

I erklæringen, parterne har underskrevet, står der også, at Føtex nu vil ”revidere egne regler og retningslinjer samt de instrukser, der gives til medarbejderne, herunder i forbindelse med deres træning og oplæring”.

Mia Frandsen er lettet over sagens udfald samt den støtte, hun har modtaget.

- Jeg vil gerne sige tak til alle, der har støttet mig. Altså den støtte jeg har kunnet mærke fra mennesker, jeg ikke kender, og gamle kunder, siger hun til Avisen.dk.

Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra Salling Groups HR-chef Lars Rønnow, men det har ikke været muligt.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125